GOTS certificeret tøj – fra marken til færdigt produkt
Lige fra frøene kommes i jorden til bomulden høstes, er der fokus på økologi og bæredygtighed. Der må ikke anvendes GMO eller kunstgødning, ligesom pesticider og insektgifte naturligvis er bandlyst.
Efter plukningen skal den økologiske bomuld holdes adskilt fra konventionelt dyrket bomuld. I forædlingsprocessen er enhver form for sundhedsskadelige kemikalier bandlyst. Det gælder f.eks. klor, formaldehyd, tungmetaller, opløsningsmidler, ftalater, flammehæmmere og enhver anden form for kemikalier – som ikke har noget at gøre i det tøj, du skal gå i. Mange af disse anvendes i stor stil i den konventionelle tekstilindustri, til trods for at flere af dem er mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende – og derudover er ekstremt skadelige for miljøet.
Blegning må kun ske ved hjælp af ilt – og ikke med klor, som er den mest almindelige metode i tekstilindustrien. Farvningen sker så skånsomt som muligt både, og alle farvestoffer skal testes fri for skadelige og potentielt allergi- og sygdomsfremkaldende stoffer.
De færdige produkter skal pakkes i miljøvenlig og bæredygtig emballage uden PVC. Alle hængemærker skal være fremstillet af genbrugspap.
GOTS certificeringen tager også hensyn til humane vilkår. Alle mennesker, der er involveret i processen er således sikret en bæredygtig minimumsløn, ligesom børne- og tvangsarbejde er 100% forbudt.
Høj kvalitet og god samvittighed
GOTS-mærket ikke blot en garanti for økologisk, bæredygtig og ansvarlig produktion. Det er også et kvalitetsstempel.
Den skånsomme og kemikaliefri behandling giver nemlig slutprodukter, der er væsentligt blødere og mere holdbart end det du kender fra masseproduceret tøj. De kemikalier, der anvendes i den konventionelle tøjindustri ødelægger materialets naturlige blødhed og holdbarhed.
Pesticider, ftalater og alt det andet stads, tøjproducenterne bruger giver et billigt produkt, som er nødvendigt, hvis man insisterer på at lave nye kollektioner flere gange om måneden. Prisen er kvalitet, forurening, elendige arbejdsvilkår og et slutprodukt hvor mængden af kemikalierester går lige til grænsen.
Du kan læse meget mere om GOTS på organisationens officielle hjemmeside.